Kunstskribent og kunstblogger Connie Boe Boss om Lars Rasmussen:

”Under de samtaler, jeg har haft med kunstneren Lars Rasmussen i hans atelier, har der været højt til loftet – så højt at det nogle gange har løftet sig og vi sammen er røget ud ad tangenten, via associationer og gensidig inspiration helt ud i galaksen, for så i fællesskab igen at lande i det konkrete: Maleriet, som er det, hvorom hele hans liv sig drejer. 

Lars er et meget åndrigt, belæst og vidende menneske, og dette udspænder sig i samtalen om hans maleri, så man forstår, hvor helt utrolig meget der ligger bag – både i hans idéverden og i det faktiske maleri. Man er vidne til en eksistentiel erkendelse i samtalen om og udførelsen af maleriet.

Selv siger Lars at han forsøger at åbne en sprække. En sprække ind til det, der ligger bagved alt – det, vi har så mange ord for, og så alligevel ingen. Dét ubegribelige Alt, der ligger bag fremtrædelsesformen og får os til at være del af noget større; noget mere end os selv. 

Det gælder i hans floramalerier, hvor sansningens skønhed suger os ind i en verden, hvor kun netop denne skønhed findes – alt bliver helt enkelt og meget komplekst på samme tid, når man fordyber sig i ét af hans rosenmalerier. Man indser, at her er en maler, der søger det sublime. Intet mindre. 

Og det gælder i hans portrætmalerier, hvor hans mesterlige penselstrøg skildrer mennesket så det virkelig ligner, men tillige får dét bagved med. Også her åbner Lars Rasmussen en sprække – bagom den konkrete persons fremtræden til essensen af præcis dette menneske. Han viser os sjælen og skaber portrættet som et brev til eftertiden.

Ånden er til stede i alt fra Lars’ hånd. Den er hans adelsmærke og grundighed, perfektion og tålmodighed er vejen derhen – i forsøget på at indfange det unævnelige, kunstens væsen.”